Hold dit næste møde hos os

De rette omgivelser har afgørende betydning for mødet og konferencen.

Forestil dig eet af Danmarks smukkeste borganlæg som ramme, omgivet af marker og fri natur.

Noblesse oblige, siger et gammelt ord: ’’adel forpligter’’. Og det gør de enestående rammer på Borreby også. Vi sætter en ære i at ramme og indhold stemmer overens. Vores værdier er ordentlighed, kvalitet og originalitet.

Konferencer og møder

Skal produktlanceringen eller det årlige aktionærmøde afholdes i ekstraordinære omgivelser, så træd indenfor på Borreby Herreborg. På trods – eller måske på grund – af sit barske ydre er Borreby Gods et helt specielt sted.

Rigskansler Christian Friis’ store lade fra 1593, er i dag indrettet til stedets mest fleksible rum for oplevelser: Borrebys præmierede teater. Teatret gør os i stand til at afvikle ambitiøse forestillinger for op til 450 siddende gæster – og ved hjælp af avanceret teknologi og fleksibilitet i rummets design, kan laden omformes fra traditionel teateropstilling med publikumstribune, til en stor, åben sal på ganske få timer.

Vores konferencekunder lægger vægt på at teaterrummet, med den enestående akustik, giver oplevelse af scenepræsentationer for op til 450 siddende gæster. Dertil kommer muligheden for grønne gåture i park og skov – og ønsker I siddende spisning, har vi plads til 150 siddende gæster i cafeen.

For hundrede år siden myldrede Borreby af mennesker hver eneste dag; landbrugets og godsets mange ansatte og beboere havde deres daglige gang på stedet og skabte en unik stemning. Liv og mennesker klæder Borreby, det har de altid gjort.

Møde, konference, reception, underholdning, spisning – vi kan det meste. Ring til os og hør nærmere om mulighederne.